Lyde kan opleves højere hvis der er ubalance i tarmen
Jeg lærte noget interessant, da jeg var på kursus med Kim Barthel i starten af november måned (2025). Noget jeg faktisk ikke vidste.
……….. Lyde kan opleves højere, hvis der er ubalance i tarmen.
Hvorfor hænger det sammen? Kroppen arbejder hele tiden på at skabe balance, og tarmen spiller en langt større rolle i den proces, end mange er klar over. Vores mikrobiom kommunikerer løbende med hjernen gennem det, man kalder tarm-hjerne aksen. Det betyder, at ubalance i tarmen kan påvirke, hvordan nervesystemet regulerer sig.
Når tarmen er belastet kan hjernen få signaler om, at der er noget, der kræver opmærksomhed. Det kan gøre nervesystemet mere følsomt og mindre fleksibelt, og det kan blandt andet påvirke, hvordan vi bearbejder lyd. For nogle kan almindelige lyde derfor opleves stærkere eller mere forstyrrende, fordi nervesystemet er på overarbejde.
Det kan også hænge sammen med vagusnerven. Vagusnerven er en af kroppens længste nerver og forgrener sig både til tarmen og til dele af øret. Den er en vigtig forbindelse mellem kroppen og hjernen og har betydning for både fordøjelse, ro og sansning. Hvis tarmen er i ubalance, kan signalerne gennem vagusnerven ændre sig, og det kan påvirke den måde, vi filtrerer lydindtryk på.
Det er et godt eksempel på, hvor tæt sanserne, nervesystemet og fordøjelsen hænger sammen.
Kilde: Emeran Mayer
Det er også derfor, jeg er så glad for mit fag som ergoterapeut. Som ergoterapeut arbejder jeg helhedsorienteret og ser på, hvordan hele barnet fungerer i sin hverdag. Jeg kigger ikke kun på et symptom, men på sammenhænge, mønstre og de små detaljer, der tilsammen fortæller noget vigtigt om barnets trivsel.
Min uddannelse som børnesundhedsvejleder giver samtidig et vigtigt supplement. Her får jeg viden om fordøjelse, immunforsvar og næring, som gør det muligt at forstå børn ud fra både deres sensoriske bearbejdning og deres kropslige balance. Når jeg kombinerer de to fagligheder, kan jeg give familier et mere nuanceret blik på, hvad der skaber udfordringer, og hvad der kan støtte barnet bedst muligt i deres udvikling.
Kh, Mie
børneergoterapeut og Børnesundhedsvejleder