Spejlneuroner

Da jeg var barn skulle min mor lære mig at sjippe. Jeg havde rigtig svært ved, at lære, at sjippe i sjippetov. Men min mor gav ikke op. Året var 1991 og vi stod en lørdag formiddag inde i vores stue, med mit neongrønne sjippetov med neonpink håndtag. Min mor viste mig hvordan man gjorde, ved selv at stå og sjippe på stedet. Som nævnt havde jeg motoriske udfordringer ved denne leg, så det tog altså en hel formiddag for mig, at lære det og jeg måtte kigge på min mor mange gange før den sad fast.

Historien illustrerer teorien bag hvad der skete den gang tilbage i 1991 i mine forældres stue. Du har sikkert hørt udtrykket ‘at abe efter’ eller ‘at spejle sig i andre’. Spædbarnet imiterer allerede tidligt følelsesmæssige stimuli og benytter følelsesmæssige udtryk gennem ansigtsmimik, motorik og vokalisering i forhold til omsorgspersonen. Der er en medfødt struktur i centralnervesystemet til at imitere adfærd. Spædbarnet kan skelne mellem glade, triste og overraskende ansigtsudtryk og er tidligt i stand til at imitere fx mundbevægelser. Barnet stikker tungen ud eller spidser mund, når det ser en anden gøre det, på trods af det aldrig har set sin egen tunge eller sine egne læber direkte.

Lillehjernen har omkring 105 milliarder nerveceller og disse etablerer blandt andet forbindelsen mellem motorisk cortex, følte læbe- og tungepositioner fra sensorer i munden og synet af omsorgspersonens læber og tunge.

Det er de såkaldte ’spejlneuroner’ som aktiveres hvor barnet fristes og opmuntres til at gøre det samme som de ser, at andre gør. Spejlneuroner er hjerneceller der kopier eller spejler de handlinger som foregår i omgivelserne, som vi befinder os i. Spejlneuroner giver indblik i, hvordan nervesystemet formår at imitere andre mennesker. Du kender godt skemadssituationen med dit barn, hvor du selv åbner munden idet du fører skeen op til barnets mund. Du tænker nok ikke over hvorfor du gør det og du har måske efterfølgende følt dig fjollet, men du hjælper faktisk dit barn med at lære at spise.

Nervebanernes forbindelse til ansigtsmusklerne sikrer nemlig, at de følelser, som vækkes, kan ses af barnet, medmindre barnet aktivt undertrykker dem. Når en følelse så kommer til udtryk i ansigtet på omsorgspersonen og bliver set af barnet, så vil barnet være i stand til at fornemme den samme følelse i sig selv. Så idet vi åbner munden får barnet selv lyst til at åbne munden.

Det betyder at voksne ikke alene ‘bare’ kan opfordre barnet til at bevæge sig, men dermed gå forud som et godt eksempel. For når barnet ser hvad der sker, sker der en stimulation i deres hjerner. Det sker fordi de ovenforbeskrevne spejlneuroner aktiveres og der sættes ‘gang’ i den indre motoriske planlægning, som gør at barnet fristes og opmuntres, til at gøre det samme som de ser at andre gør. Barnet lærer altså at spise med kniv, gaffel, ske, cykle, gå på trapper, gøre rent, lave mad, lege, spille fodbold og alle mulige andet, ved først at se på, at andre gør det. Du bør heller ikke glemme, at de helt små sagtens kan være med til daglige gøremål. Lad gerne barnet hjælpe til med madlavning, rengøring, indkøb osv. Det er nødvendigvis ikke en hjælp for dig, men det giver bevægelse, samvær og udvikling af barnets motoriske færdigheder.

Jeg blev mega god til at sjippe i sjippetov (NÅR jeg nu selv kan sige det) og jeg fik en super god succes og tillid til, at jeg sagtens kunne sjippe i sjippetov. Og den følelse er også en vigtig del af at lære nye lege og aktiviteter.

Mange sanselige hilsner

Mie