Det handler ikke om, IKKE at have kaos. Det handler om, at være i kaosset sammen med barnet
Hvis et barn er ked af det og græder, så er det bedste vi kan gøre, er at undlade at tale til det – fordi barnet bearbejder ikke de ord vi fortæller dem.
Det verbale sprog kan i virkeligheden være en af de største dysregulatorer. Specielt hvis vi som voksne stiller en masse HV-spørgsmål, når barnet er ked af det. Fordi barnet kan slet ikke forholde sig til alle de ord som kommer ud. De er for længst stoppet med at lytte.
Det nonverbale sprog vil altid vinde over det verbale sprog.
Måden vi holder rum for trøst, er måden vi bevæger os på, måden vi bruger og bevæger vores hænder på, til fx at nusse barnet eller hvad vi gør med vores øjne, fx sender vi dem et kærligt smil med vores øjne.
Hele vores non-verbale sprog er hvad der får barnet tilbage til følelsen af tryghed og beroligelse.
Kan vi selv være I ro mens barnet får sine følelser igennem kroppen?
Hvis barnet bevidst lærer at falde ind i sine følelser i 90 sekunder, vil disse følelser bevæge sig igennem kroppen (læs eller genlæs opslaget om selvregulering).
Det er grundlæggende, at vi voksne også har styr på vores nervesystem. Hvis vi ikke har, hvordan skal barnet så kunne få det?
Det betyder naturligvis ikke, at du slet ikke skal tale til dit barn. Men brug gerne sætninger som regulerer nervesystemet ned.
Det kunne fx være sætninger som:
‘jeg er lige her’
‘du kan være tryg her hos mig’
‘du mærker vrede/frustration/at du er ked af det’ (eller hvad du nu lige bruger af sætninger)
Det er sætninger, som regulerer arousal ned, hvis det bliver sagt på en rolig, kærlig og tryg måde. Du kan tilbyde kram, spørg om barnet har brug for kram, hvis det siger nej, så sig roligt: ‘det er okay, jeg er lige her, når du har brug for det’.
Har du erfaringer som virker for jer?
Kh, Mie, børneergoterapeut og fan af samregulering
